Forsnævring i urinrøret

Hvor hyppig er en forsnævring i urinrøret?

Der findes ikke præcise opgørelser over hyppigheden af denne tilstand, men det er en ret almindelig tilstand.

 

Hvorfor får man en forsnævring i urinrøret?

Forsnævring i urinrøret skyldes arvævsdannelse et sted i urinrøret. Arvævsdannelse opstår efter en infektion i urinrøret (fx klamydia eller gonore) eller en skade på urinrøret. Skaden kan opstå ved spark eller slag mod skridtet fx fald ned på cykelstang, ved brug af kateter eller hvis man tidligere har fået indført instrumenter i urinrøret i forbindelse med operationer. I nogle tilfælde kan der ikke påvises en årsag. Arret omfatter typisk hele urinrøret omkreds og efterhånden som arvævet skrumper tiltager forsnævringen.

 

Hvad er symptomerne på forsnævring i urinrøret?

De mest almindeligt symptomer er at urinstrålen bliver slap og urinen drypper lang tid efter vandladningen efter ophørt (efterdryp). Der kan også ses besvær med at tømme blæren ordentligt, hvilket kan medføre betændelse i blæren og bitestiklen. 

 

Hvordan stilles diagnosen?

En kikkertundersøgelse gennem urinrøret stiller diagnosen.

 

Hvordan behandles forsnævring i urinrøret?

Tidligere behandlede man forsnævring i urinrøret med at udblokke det forsnævrede område eller lave et eller flere snit i slimhinden via en kikkertoperation gennem urinrøret. Efterfølgende skulle man indføre et kateter i urinrøret 1-2 gange ugentligt for at holde urinrøret åbent. Ulempen ved denne metode er at der oftest opstår ny ardannelse og endnu trangere forhold. Der ved opstår en ond spiral, hvor gentagne operation gradvist forværres tilstanden. I dag anvendes andre teknikker. Korte forsnævringer i den øvre del af urinrøret fjernes, og urinrøret sys sammen igen. Ved lange forsnævringer eller forsnævringer i den forreste del af urinrøret erstattes det skadede væv med transplanteret væv fra forhuden eller mundslimhinden. Dette giver mindre tendens til ardannelse efterfølgende.

 

Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?

Undgå slag mod skridtet og kønssygdomme.

 

Hvordan er forløbet og prognosen?

Ubehandlet forværres tilstanden oftest gradvist livet igennem.