Knæbursit

Hvad er knæbursit?

På forsiden af knæet findes 3 slimsække. Den største findes lige over knæskallen, mens der findes en mindre lige under og over knæskallen. Under normale forhold kan slimsækkene ikke ses eller føles. Knæbursit opstår hvis slimsækkene bliver irriterede, og fyldes med væske.

 

Hvor hyppig er knæbursit?

Knæbursit er en meget almindelig tilstand.

 

Hvorfor får man knæbursit?

Knæliggende arbejde og slag mod forsiden af knæet er de hyppigste årsager til knæbursit. 

 

Hvad er symptomerne på knæbursit?

Knæbursit ses som en blød hævelse på forsiden af knæet, der i nogle tilfælde desuden er øm, varm og rød.  

 

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller oftest diagnosen ud fra dine symptomer. I meget svære tilfælde vil man udtage en væskeprøve fra slimsækken, og sende den til dyrkning på et laboratorium for at afgøre, om der er gået infektion i slimsækken. 

 

Hvordan behandles knæbursit?

Aflastning fra de aktiviteter der har udløst tilstanden, er oftest nok i milde tilfælde.

Smertestillende håndkøbsmedicin som paracetamol og ibuprofen har oftest god effekt ved behov for smertelindring. Ved kraftige smerter kan præparaterne kombineres. Husk dog altid at læse anvisningen på indlægssedlen inden opstart.

Binyrebarkhormon indsprøjtning i slimsækken kan forsøges hvis ikke aflastning og smertestillende medicin har hjulpet.

I meget svære tilfælde eller hvis man oplever gentagne tilfælde, kan det være nødvendigt at fjerne slimsækken ved en operation. 

 

Hvordan undgår jeg at få knæbursit?

Undgå slag mod knæet samt knæliggende arbejde. Hvis du ikke kan undgå knæliggende arbejde, så brug passende beskyttelsesudstyr. 

 

Hvordan er forløbet og prognosen?

Knæbursit har en god prognosen og forsvinder oftest i løbet af får uger med den rette behandling. Enkelte oplever dog en eller flere tilbagefald.