Kræft
Hvad er kræft?
Kræft er en tilstand hvor cellerne et sted i kroppen mister evnen til at kontrollere deres egen vækst. Cellerne vil hobe sig op og danne en ondartet svulst, der vokser ind i nabovævet og kan sprede sig til andre steder i kroppen via blodbanen eller lymfesystemet. Dette kaldes metastaser.
Hvor hyppig er kræft?
Hvert år får ca. 37.000 personer konstateret kræft. Antallet er stigende i hele verden, da vi bliver flere mennesker, og vi i gennemsnit bliver ældre end tidligere. Derudover er der også sket en stigning pga. vores livsstil. Særligt rygning, alkohol, fysisk inaktivitet, overvægt og soleksponering har bidraget til en øget forekomst.
I Danmark er de 5 hyppigste kræftformer brystkræft, lungekræft, prostatakræft, tyktarmskræft og modermærkekræft.
Hvad er årsagerne til kræft?
I de fleste tilfælde er det ikke muligt at påvise en specifik årsag til at kræft opstår, men en række faktorer øger risikoen. Som nævnt ovenfor er særligt rygning, alkohol, fysisk inaktivitet, overvægt og soleksponering nogen af de kendte faktorer der øger risikoen for kræft. Også vores arbejdsmiljø kan i sjældnere tilfælde øge risikoen. Det gælder især udsættelse for kræftfremkaldende stoffer på arbejdet.
Ca. 5% af dem der får kræft har arvet sygdommen. Blandt de kræftsygdomme som kan være arvelige, er brystkræft, æggestokkekræft, livmoderkræft og tarmkræft
Hvad er symptomerne på kræft?
Symptomerne på kræft kan være meget forskellige, og afhænger i høj grad af, hvilken type kræft der er tale om. Nedenfor er nævnt nogle symptomer som kan være tegn på kræft:
Uforklarlig blødning i urin, afføring eller opkast
Ændret afføring i mere end 2 uger
Længerevarende hoste eller hæshed
Gentagne tilfælde med blærebetændelse
Ændrede modermærker
Vedvarende smerter
Sår på huden der ikke heler
Vedvarende synkebesvær
Tiltagende eller vedvarende hovedpine
Feber og nattesved i flere uger
Vedvarende træthed
Ufrivilligt vægttab
Knuder eller hævelser der ændrer sig
Udflåd fra brystvorten
Hvordan stilles diagnosen?
Kræftdiagnosen stilles ved at påvise kræftcellerne. Det foregår oftest ved undersøgelse af en vævsprøve eller blodprøve. Når diagnosen er stillet, vil man oftest supplere med en række andre undersøgelser for at vurdere hvor fremskreden sygdommen er. I de fleste tilfælde vil det inkludere en knoglescintigrafi samt CT scanning af brysthulen og maveregionen.
Hvordan behandles kræft?
Behandlingen afhænger af hvilken type kræft der er tale om samt hvor fremskreden sygdommen er på diagnosetidspunktet. I de tidlige stadier kan en operation eventuelt i kombination med immunterapi, stråler og kemoterapi være helbredende. I mere fremskredne tilfælde hvor helbredelse ikke er muligt vil man forsøge at lindre generne og bremse udviklingen med hormonbehandling, kemoterapi og strålebehandlinger
Hvordan undgår jeg at få kræft?
Sund livsstil nedsætter risikoen for at få kræft, men det er desværre ingen garanti. Derfor er det vigtigt at kontakt læge omgående, hvis man får symptomer kan der være tegn på kræft.
Hvordan er forløbet og prognosen?
Forløbet og prognosen afhænger af hvilken type kræft der er tale om, samt hvor fremskreden sygdommen er på diagnosetidspunktet. Personens almen tilstand på diagnosetidspunktet er også vigtigt. Jo bedre helbred, jo bedre prognose.
.