Ortostatisk hypotension

Hvad er ortostatisk hypotension?

Blodtryksfald i forbindelse med overgangen fra siddende eller liggende til stående stilling.

 

Hvor hyppig er tilstanden?

Ortostatisk hypotension er en meget hyppig tilstand, som de fleste har oplevet en eller flere gange.

 

Hvad er årsagerne til ortostatisk hypotension?

Ortostatisk hypotension forekommer oftest hvis blodtrykket i forvejen er lavt. De mest almindelige årsager til dette er:

  • Medfødt lavt blodtryk.
  • Dehydrering f.eks. ved nedsat væskeindtag, diare, opkastninger eller udtalt sveden.
  • Overbehandling med blodtrykssænkende medicin.
  • Medicinbivirkninger.
  • Hjertesvigt.
  • Blodmangel.
  • Nervebetændelse.

 

Hvad er symptomerne på ortostatisk hypertension?

Svimmelhed når man rejser sig fra siddende eller liggende til stående stilling, er det mest almindelige symptom ved ortostatisk hypotension. Svimmelheden er oftest kortvarig og bedres hurtigt hvis man venter lidt eller sætter sig. I nogle tilfælde er man nødt til at lægge sig ned, og i sjældne tilfælde besvimer man kortvarigt.

 

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ved at måle blodtryk og puls mens man sidder, og efter man har rejst sig. Ved ortostatisk hypotension er blodtrykket markant lavere i stående end i siddende stilling.

 

Hvordan behandles ortostatisk hypotension?

Behandlingen af ortostatisk hypotension retter sig mod den udløsende årsag. Når den udløsende årsag er korrigeret, vil symptomerne oftest forsvinde. Hvis ikke den underliggende årsag kan korrigeres, kan følgende råd være hjælpsomme:

  • Vip med fødderne flere gange inden du rejser dig.
  • Rejs dig langsomt op.
  • Hæv hovedenden af sengen 10-20 grader.
  • Brug kompressionsstrømper, der forhindrer væsken i at samle sig i benene.

 

Hvordan er forløbet og prognosen?

Forløbet og prognosen afhænger af den udløsende årsag. I de fleste tilfælde er tilstanden godartet og relativt nem at behandle. Hvis årsagen er hjertesvigt og nervebetændelse kan tilstanden dog være kronisk.