Traktions apofysitis

Hvad er traktions apofysitis?

Knæskallen og knoglefremspringet øverst på forsiden af skinnebenet forbener først helt omkring 15 års alderen. Ved overbelastning af knæet kan der opstå en irritationstilstand i knæskallen og knoglefremspringet, de steder hvor knoglen vokser; dette kaldes traktions apofysitis.

Traktions apofysitis kaldes også Osgood-Schlatters sygdom eller Sinding-Larsens sygdom. 

 

Hvor hyppig er traktions apofysitis?

Traktions apofysitis er en meget almindelig tilstand blandt aktive børn i alderen 10-15 år.

 

Hvorfor får man traktions apofysitis?

Årsagen til traktions apofysitis kendes ikke, men fysisk aktivitet med gentagne hop og løb disponerer.

 

Hvad er symptomerne på traktions apofysitis?

Symptomerne på traktions apofysitis er smerter fortil på knæet med forværring ved belastning. I starten er smerterne oftest kun tilstede efter fysisk aktivitet, men senere i forløbet bliver smerterne mere konstante. 

Hævelse af knoglefremspringet på skinnebenet er også almindeligt

 

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller oftest diagnosen ud fra symptomerne, og yderligere undersøgelser er sjældent nødvendige.

 

Hvordan behandles traktions apofysitis?

Traktions apofysitis med behandles med aflastning og langsom genoptræning.

Ved udtalte smerter kan smertestillende håndkøbsmedicin som paracetamol eller ibuprofen anvendes. Læs dog altid indlægssedlen inden brug. 

 

Hvordan er forløbet og prognosen?

Traktions apofysitis har en god prognose, og symptomerne svinder oftest med den rette behandling i løbet af 12 til 18 måneder. I nogle tilfælde længere, men sygdommen går altid over af sig selv, når knoglerne er udvokset i ca. 15 års alderen.